Vi håber, at alle har haft en fantastisk jul og et godt nytår.
I løbet af januar har vi haft fokus på to nye og spændende tjenester, som er blevet en del af DeiC fra årsskiftet.
Fra den 1. januar 2020 har DeiC således overtaget medlemsskabet af Knowledge Exchange (KE) fra Styrelsen for Forskning og Uddannelse.
KE blev skabt i 2005 på baggrund af en vision om at bygge en fælles og agil platform til udveksling af viden og erfaring om e-infrastruktur og services inden for forskning.
Podcast-serien Supercomputing i Danmark dykker denne gang ned i en interessant snak med adjunkt i medievidenskab ved Aarhus Universitet, Janne Nielsen, om tracking af brugere på web.
Vi ved allerede godt, at der blive indsamlet en masse oplysninger om os, når vi bevæger os rundt på internettet, men hvornår opstod begrebet? Og hvordan har teknologien udviklet sig i takt med at internettet og vores brug af nettet har ændret sig?
Det er nogle af de spørgsmål, som Janne Nielsen undersøger.
En af de første udfordringer, der møder humanister, når de vil i gang med supercomputing i digitale data, er overhovedet at få adgang og/eller tilladelse til at arbejde med data som eksempelvis web-tekster fra Netarkivet.
Det skyldes, at en stor del af disse data kan være personhenførbare og derfor beskyttet af persondataloven. Det betyder i praksis, at man ikke bare kan få adgang til at forske i disse data.
Data skal nemlig først anonymiseres, og det er langt fra en enkelt sag, når det gælder ustrukturerede data som web-tekster.
På Det Kgl. Bibliotek i Århus står en supercomputer, der har fået navnet Kulturarvsclusteret. Sammen med de omfattende digitale samlinger af dansk kulturarv, der findes på Det Kgl. Bibliotek, så giver Kulturarvsclusteret nu humanistiske forskere nogle unikke muligheder for at forske i store mængder data fra dansk kulturarv ved hjælp af nye kvantitative metoder.
I denne podcast fortæller Bjarne Andersen og Per Møldrup-Dalum fra Det Kgl. Bibliotek om baggrunden for at skabe et kulturarvscluster, om de første erfaringer og de muligheder det indeholder.
Supercomputeren regner, til du segner, men hvilke videnskaber har egentlig fundet vej til supercomputerne ABACUS 2.0 og COMPUTEROME i perioden 2015-2017 og hvad er der kommet ud af forskningen?
Det spørgsmål besvarer Lene Krøl Andersen og Birgitte Vedel Thage fra DeiC i denne podcast, der tager fat om de konkrete resultater, der er skabt via forskernes arbejde med de nationale beregnings-giganter.
I denne episode af Supercomputing i Danmark får du svaret på, hvor god forskningen bliver, når der anvendes HPC.
Hos Kræftens Bekæmpelse foregår kræftforskning ikke udelukkende i laboratorierne, men også bag computerskærmen. Her bruges nemlig en supercomputer til at analysere kræft hos mennesker.
Forskerne har indset, at hvis de skal forstå de molekylære mekanismer bag udviklingen af kræft og udvikle nye og bedre behandlingsformer, så er der brug for både informatikere og meget kraftige supercomputere. Derfor har Kræftens Bekæmpelse udvidet forskningsafdelingen til også at omfatte en større gruppe bioinformatikere, der arbejder side om side med de eksperimentelle forskere.
Rigshospitalets Center for Genomisk Medicin undersøger patienternes gener for at finde ud af, hvad de fejler og hvordan de skal behandles. Det kræver en masse computerkraft at analysere de enorme mængder data. Derfor har Rigshospitalet valgt at benytte den Nationale Supercomputer Computerome, både til forskning og til den daglige drift med lagring og analyser af de genetiske data.
Hvad får celler til at ældes? Forskere har længe haft mistanke om, at frie radikaler spiller en vigtig rolle i aldringsprocessen.
Frie radikaler er atomer eller molekyler, der har en eller flere uparrede elektroner i den yderste skal og dermed bliver reaktive.
Hvis man vil undersøge, hvordan frie radikaler påvirker cellerne, kræver det, at man studerer molekylernes interaktioner på atomniveau. Det er ikke muligt selv med det stærkeste mikroskop. I stedet for et mikroskop kan man bruge en supercomputer.
Producenter af gummi ved meget om, hvordan rågummi reagerer, når de tilsætter svovl og andre kemikalier til det. Men de ved meget lidt om, hvorfor det er sådan.
Den viden kan forskere fremskaffe ved at opbygge en model af gummimolekyler i en supercomputer. Med modellen kan man udføre eksperimenter på samme måde, som man kan gøre det i den fysiske verden. Forskerne kan tilsætte stoffer og trække i materialet for at se, hvordan det forandrer sig.
Men til forskel fra de fysiske eksperimenter giver modellen fuld viden om alt, hvad der sker med materialet.
Forskere på IT-Universitetet i København efterligner evolutionsprocessen, som den foregår i naturen, til udvikling af robotter. I stedet for at programmere sig frem til dem fremavler forskerne robotter, kunstige hjerner og nye computere.