Ny Trendrapport fra DKCERT med analyser, indsigt og anbefalinger
DKCERT udsender hvert år en rapport om sikkerhedsåret og med nye anbefalinger til universiteterne, baseret på iagttagelserne.
Rapporten sammenfatter sikkerhedshændelser, scanninger af forskningsnettet og de øvrige aktiviteter som DKCERT har været engageret i vedrørende informationssikkerheden på det danske forskningsnet.
Materialet sættes i perspektiv med information og data fra eksterne sikkerhedsfirmaer og eksterne skribenter.
Ligeledes anvender DKCERT materialet til at udarbejde en analyse af fremtidens trusler og tendenser om informationssikkerhed.
Tema om National strategi for cyber- og informationssikkerhed
2019 kommer til at stå i National strategi for cyber- og informationssikkerheds tegn, og derfor er det også naturligt, at vi har valgt dette emne som omdrejningspunkt for DKCERT Trendrapport 2019.
2018 var domineret af to milepæle, begge i maj. Det var nemlig her, at GDPR (som var emnet i sidste års rapport) trådte i kraft og den nye National strategi for cyber- og informationssikkerhed blev offentliggjort.
En samlet national strategi har betydet et øget fokus på informationssikkerhed som helhed, men er også grundlaget for at beskytte Danmarks samfundskritiske infrastruktur mod angreb.
I DKCERT Trendrapport 2019 kan du således finde statistikker fra DKCERTs sikkerhedsanalytikere om forskningsnettets sikkerhed, og samtidig har vi fornøjelsen af at kunne give et bredere perspektiv om den nationale strategi gennem indlæg fra seks eksterne skribenter.
God fornøjelse med læsningen.