Datamanagement: Det handler mere om kultur end om teknologi

Af Nicolai Devantier , 10/10/18
Hvis du ønsker god datamanagement, skal du satse på dit personale i stedet for dine storage-enheder.

DeiC konference 2018: ”Du skal ikke spørge dig selv om, du har den rigtige infrastruktur, men om du har de rigtige folk.”

Alastair Dunning, Head of Research Data Services & 4TU.Centre for Research Data.

Sådan lyder det fra Alastair Dunning, Head of Research Data Services & 4TU.Centre for Research Data på det tekniske universitetet i Delft i Holland, når han fortæller om sine datamanagement-erfaringer.

”Vores filosofi er, at nøglen er kultur og kommunikation - ikke teknologi.”

Alastair Dunning beretter, at han ofte møder argumentet om, at udfordringerne omkring datamanagement ligger begravet i teknologien eller infrastrukturen.

Hans erfaring viser dog, at det i første omgang ikke alene handler om storage og økonomi.

”Infrastrukturen er selvfølgelig en del af datamanagement, men det er ikke det vigtigste. Kultur og kommunikation er de elementer, der skal hjælpe med at danne et sikkert fundamentet for deling af forskningsdata,” fortæller han.

Det gør vi ikke indenfor mit område

Den påstand begrunder han blandt andet med en undersøgelse om psykologistuderendes anvendelse af data, hvor man blandt andet har spurgt om, hvorfor forskerne ikke deler deres resultater.

Og svarerne handler langt fra om teknologi.

”De vigtigste begrundelser var eksempelvis, at 'det gør man ikke indenfor mit forskningsområde' eller, at man ikke ved, hvordan det skal gøres.”

Næsten halvdelen af de adspurgte ønsker faktisk mere viden og bedre guidelines for deling af information.

Derfor har man startet en række tiltag, blandt andet på hans universitet i Holland.

”For det første er det vigtigt, at man har en national strategi, der er forankret i toppen af hierarkiet. Når eksempelvis politikerne er med på ideen, så går det langt nemmere,” siger han, og fortsætter:

”I praksis har vi ansat en række såkaldte Data Stewards, der kan hjælpe med at ændre kulturen. Personer, der er gode til at kommunikere med alle led i kæden – fra forskere til juridisk personale over it-afdelingen.”

Det er således ikke teknologien men kulturen, der skal stimuleres, før datamanagement for alvor vil vise sit potentiale, siger han.

Du kan læse meget mere de hollandske erfaringer på denne DeiC-blog: Data stewards er det nye sort.

Læs mere

Relaterede nyheder

Relateret indhold