Danskerne genbruger passwords i stor stil

Af Torben B. Sørensen , 22/01/16
Ny undersøgelse viser, at hver anden dansker bruger det samme password til flere tjenester på nettet. Det øger risikoen for, at hackere får fat i private data.

Pressemeddelelse: 57 procent af danske borgere bruger det samme password til flere online tjenester. Det fremgår af rapporten Borgernes informationssikkerhed 2015, som sikkerhedsorganisationen DKCERT har udarbejdet for Digitaliseringsstyrelsen.

Genbrug er normalt positivt, men ikke når det gælder passwords. Hvis en hacker får adgang til det password, en borger har brugt på en enkelt tjeneste på internettet, kan hackeren let undersøge, om passwordet også virker på andre tjenester.

Risikoen øges ved, at de fleste hjemmesider med login-tjenester i dag bruger e-mailadressen som brugernavn. Det betyder, at en hacker nemt kan afprøve kombinationen af e-mailadressen og det kendte password på en stribe tjenester.

18 procent af deltagerne i undersøgelsen svarer dog, at de kun bruger samme password til tjenester, der ikke håndterer følsomme data.

”Sikkerhed på online tjenester bliver mere vigtig, efterhånden som stadig flere af vores data ligger der. Samtidig betyder de mange passwords, at man forståeligt nok prøver at lave et system for at huske det. Men det er et stort problem, når danskerne genbruger passwords, så vi vil gerne hjælpe med et par tips til, hvordan man både kan huske sine mange passwords og samtidig ikke genbruge dem,” siger Cecile Christensen, kontorchef i Digitaliseringsstyrelsen.

Man kan fx tage en linje i en sang, en remse eller en sætning og bruge forbogstaverne i hvert ord. Eller man kan have et system med bogstaver fra fodboldspillere, dyr eller madingredienser kombineret med tal og specialtegn. Ved at have sit eget system kan man nemt opdatere med nye passwords, når man bliver bedt om det. En anden mulighed er at bruge et program til at gemme passwords i krypteret form. Adgangen til programmet er beskyttet med en stærk adgangskode.

Snak med dit barn om digital adfærd

På andre områder har danskerne bedre styr på it-sikkerheden. Anvendelse af antivirus er udbredt, og de fleste beskytter deres trådløse netværk med kryptering og adgangskode.

Endvidere oplyser 82 procent af de deltagere, der har børn, at de lærer dem sikker adfærd på nettet.

Tag en kopi - for en sikkerheds skyld

På et område halter det stadig. Danskerne er nemlig meget dårlige til at tage sikkerhedskopi, og de risikerer dermed at miste vigtige dokumenter og billeder fra ferien. Kun 38 procent tager jævnligt sikkerhedskopi af data på deres computer. For smartphones og tablets er tallet 31 procent. Dermed risikerer næsten to ud af tre danskere at miste data, hvis pc’en går i stykker eller bliver stjålet.

”Vi ser mange tilfælde, hvor computere er inficeret med ransomware. Det er programmer, der spærrer for adgangen til data og kræver betaling for at åbne igen. Den bedste beskyttelse mod ransomware er faktisk at tage en sikkerhedskopi, så man kan gendanne data uden at betale afpresserne,” siger Henrik Larsen, der er chef for DKCERT.

Rapporten viser, at 7 procent af de adspurgte har været ramt af ransomware.

Rapporten bygger på en undersøgelse fra Danmarks Statistik. Undersøgelsen har været gennemført de sidste tre år.

DKCERT er en tjeneste fra DeiC (Danish e-Infrastructure Cooperation), en virtuel enhed under Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Læs mere

Relaterede nyheder

Relateret indhold